Anorganiske pigmenter består generelt af andre bestanddele end kulstof. (Nogle af kulstofforbindelserne (karbonater) betragtes ofte som anorganiske.) Anorganiske pigmenter deles op i jordfarver, mineralfarver og syntetiske farver.
Jordfarver:
Forvitring af jern- og manganmalme, aluminium og silicium giver de forskellige gullige, grønlige eller brunlige nuancer. Jorden renses og males inden den er brugbar til farvefremstillingen. De brændte varmere, rødbrune variationer opnås gennem opvarmning eller glødning. Mange af disse pigmenter er ret grovkornede og derfor svære at arbejde med. (Specielt i akrylfarve)
Mineralfarver:
Kun de naturlige hvide mineralfarver, som kridt, gips og tungspat, finder udbredt anvendelse i dag. De er transparente i olie og bruges derfor som fyldstof og til grundering. De vigtigste mineralfarver, der før i tiden blev anvendt er cinnober (vermilion) og Lapis lazuli (ultramarin). Disse fremstilles nu også ad syntetisk vej.
Syntetiske anorganiske pigmenter:
Disse forekommer ikke i naturen.
Hvide:
De vigtigste er kremserhvidt (basisk blykarbonat), zinkhvidt (zinkoxyd)og titanhvidt (titandioxyd). Kremserhvidt er kun til olie og meget giftigt.
Gule og røde:
Neapelgult (blyantimonat) er så vidt vi ved udgået og erstattes nu af efterligninger. Kadmiumsulfid (gul til orange) og kadmiumsulfidselenid (lyse og mørke røde) er meget populære nuancer i de fleste teknikker.
Blå:
De mest kendte er pariserblåt (erstattes ofte af det syntetiske phthalocyaninblåt.), koboltblåt og cølinblåt.
Grønne:
Koboltgrønt, kromoxid (kromiltegrønt) og kromoxidhydrat.
