Om farver

Næsten alle typer kunstnerfarve bliver markedsført i to (nogle gange tre) kvaliteter. Kunstnerfarve eller A- kvalitet og studiefarve eller B kvalitet. Ikke alle fører disse navne. De omtales også som første og anden kvalitet, Artist Colours etc. Den mest påfaldende forskel mellem en kunstnerfarve og en studiefarve er tit prisen; studiekvaliteten er påfaldende billigere end kunstnerkvaliteten. Studiefarver er udviklet til, mod relativt små penge, at levere en kvalitativ fin farve. I første instans er her tænkt på kunststuderende, som navnet studiefarve allerede påpeger, men også professionelle kunstnere gør brug af disse produkter. Mange kunstnere tror at en studiefarve pga den lave pris er inferiør i forhold til en kunstnerkvalitet. Det behøver ikke være tilfældet.

Der er flere måder at sænke kostprisen på farver på:

* At begrænse farveassortimentet. En fabrikant har af en bestemt type farve, f.eks. oliefarve, hurtigt et udvalg på hundrede forskellige nuancer. Heraf vil et relativt stort antal ikke sælges ret meget. Disse nuancer kan ikke fås i studiefarve. I denne serie bliver kun gængse nuancer fremstillet.

* Pigmentvalget. I en studiefarve bruges ingen dyre pigmenter som kadmium- og koboltpigmenter. Disse erstattes af billigere pigmenter med samme nuance. Her kan der opstå en kvalitetsforskel med kunstnerfarven. Det er meget muligt at disse erstatninger besidder en dårligere lysægthed end de originale pigmenter. Kunstneren kan selv konstatere hvorvidt det er sandt, da næsten hver fabrikant angiver koder på emballagen som indicerer lysægtheden af produktet.

* Brug af fyldstoffer. Dyre pigmenter bliver delvist erstattet med billige farveløse pigmenter. Sådan en erstatning har ingen indflydelse på holdbarheden af farverne, men til gengæld på farvestyrken og dækkeevnen. Disse bliver dårligere. Transparente nuancer taber noget af deres transparense ved sådant et indgreb.