Pigment til Farvefremstilling
Farvepigment
Farver bliver klassificeret som enten pigment eller farvestof. Farvestoffer, modsat pigmenter, opløses i de bindemidler de bliver bragt i forbindelse med og taber deres krystallinske eller specielle struktur. Det er altså de fysiske egenskaber og ikke de kemiske, der adskiller pigment fra farvestof.
Pigmenter er bestemmende for kulør, farvestyrke og dækkeevne/transparens af malingen. Også graden af misfarvning er hovedsagelig afhængig af de anvendte pigmenter. I praksis skelnes der mellem anorganiske og organiske pigmenter. Anorganiske pigmenter er forholdsvis simple metalforbindelser, organiske pigmenter er ret komplicerede kulstofforbindelser. Både anorganiske- og organiske pigmenter bliver igen opdelt i naturlige- og syntetiske pigmenter. De naturlige, anorganiske pigmenter kommer direkte fra jorden og er efter simpel behandling, såsom maling og rensning, klar til brug. De kaldes derfor også jordpigmenter. Eksempler er umbra, sienna, okker, grønjord og kridt. De syntetiske, anorganiske pigmenter er fabrikfremstillede. Eksempler er jernoxydgul, -rød, -violet (kaput mortum) og -sort, ultramarinblå og -violet, koboltblå, -grøn og -violet, preusserblå, cølin- og manganblå, titandioxyd-, zink- og blyhvid, kromgul, -orange og -rød, kadmiumgul, -orange og -rød og kromoxydgrøn. Både de naturlige og de syntetiske organiske pigmenter er fabrikfremstillede. De naturlige har deres oprindelse i dyre- eller planteriget. Eksempler på pigmenter fra dyreriget er: Karmin, indiskgul og sepia. Eksempler på pigmenter fra planteriget er: Kraplak, sapgrøn, indigo, gummigut og van Dyckbrun. I midlertid er de naturlige, organiske pigmenter næsten allesammen erstattet af syntetiske. Fremstilling af syntetiske, organiske pigmenter er enten lettere og/eller mere dyrevenlig. Oven i købet er kvaliteten af de syntetiske, organiske pigmenter ofte betydelig bedre end af de naturlige. Grundstofferne til fremstilling af syntetiske, organiske pigmenter kommer fra jordolie. De mest kendte syntetiske pigmenter er phthalocyanineblå og - grøn, monoazogul og dioxazineviolet. (Der findes mange flere.) Navnet er afhængig af fabrikanten. Ofte bruges navnene på de naturlige pigmenter, som de synetisk-organiske erstatter; Anthraquinone kaldes f.eks. oftest karmin.
Farveindex:
De utallige pigmenter, som i dag er på markedet, er næsten alle sammen registreret i et internationalt aftalt Colour Index. De er registreret efter:
-1) Nuance med et kort nummer, bestående af bogstaver og tal:
PB = Pigment Blue
PBk = Pigment Black
PBr = Pigment Brown
PG = Pigment Green
PO = Pigment Orange
PR = Pigment Red
PV = Pigment Violet
PW = Pigment White
PY = Pigment Yellow
(Systemet er en amerikansk / engelsk udvikling, derfor de Engelske navne.) Det korte nummer står for pigmentsort: PB 28 koboltblå, PB 29 ultramarinblå og PW 5 titandioxydhvid.
-2) Sammensætning med et CI nummer bestående af 5 cifre. Udfra nummeret kan man aflede sammensætning, egenskaber og kemisk klasse (organisk eller anorganisk) osv.
Pigmenternes kornstørrelse:
Størrelsen og formen på pigmentkornene har indflydelse på maleriets udseende. Store pigmentkorn giver en mat, kornet overflade. Kornstørrelsen har også indflydelse på egenskaber som lysægthed, dækkeevne, konsistens, viskositet og strygbarhed. Jo mindre korn, desdo langsommere bundfældning i en flydende farve. Nogle grove pigmenter kan derfor ikke anvendes i akrylemulsioner. Fabriksfremstillede, syntetiske, organiske pigmenter fås i kornstørrelser fra 0,05 til 0,5 mµ. (1 mµ. = 1/1000 mm). Pigmenter har vidt forskellige udseender, naturligt cinnober viser krystalfragmenter, mens den kunstige version viser hexagonale korn. Sodsort viser ganske små, runde partikler, mens elfenbenssort viser uregelmæssige, grove korn.
Farve:
Hvilken farve, der ses af øjet, er afhængigt af pigmentets evne til at absorbere lysets farver. En gul nuance opstår ved, at pigmentet absorberer det meste af det blåviolette lys og reflekterer grønt, gult og rødt lys. Kombination af disse lysstråler giver den gule farve. Jo skarpere afgrænsningen mellem absorbtion og reflektion er, desto renere og klarere bliver nuancen.
Dækkeevne:
Lysstråler, der passerer gennem et mere eller mindre transparent lag, brydes i forskellige retninger. Brydningsgraden sammenholdes og udtrykkes i forhold til luft. En farves dækkeevne vil blive større, jo højere brydningsforholdet er i forhold til det omkringliggende materiale. (I pulverform: luft og derfor dækkende). Forskellen mellem pigmentets og bindemidlets brydningsforhold har derfor stor betydning. Det ses bedst når vi ser på gouache; I våd tilstand er gouachens fyldstof for det meste omgivet af vand. Da fyldstoffet i gouachen og vand har næsten samme brydningsforhold virker gouachen transparent. Så snart vandet er fordampet bliver gouachen dækkende.
Eksempler:
Kridt har et brydningsforhold på 1.57 og linolie på 1.48. Derfor giver kridt i olie et gråhvidt transparent lag. Til gengæld har vand kun et brydningsforhold på 1,33 og denne større forskel betyder at kridt i en limopløsning er betydeligt mere dækkende. Vandet fordamper modsat linolie, så i tør tilstand bliver forskellen endnu større. Denne større eller ringere dækkeevne udnyttes i gipsgrundering og ved anvendelse af fyldstoffer i linoliefarver. Dyrere pigmenter kan, for en betragtelig del, erstattes med fyldstoffer uden væsentlig betydning for farvens koloristiske egenskaber.
Lysægthed:
Et pigments lysægthed og vejrbestandighed er dets evne til at forblive uforandret under påvirkning af lys (især ultraviolet lys) og vejrlighed (fugt, temperaturskift, svovlforurening mm). Selve pigmentet er ikke den eneste faktor, der bestemmer lysægtheden. Bl.a. kan nævnes farvelagets tykkelse og bindertypen. Et tyndt lag akvarel er mindre lysægte end et tykt lag akryl malet med samme pigment, hvorfor det er vigtigt at beskytte akvarel mod direkte lys. Herudover er mange pigmenter lysægte i koncentreret tilstand, men mister noget når de udtones med hvidt.
Dispersion:
Før der kan males med pigment, skal det rives i et bindemiddel. I en stabil farve er pigmenterne fuldstændigt og permanent omgivet af et bindemiddel. I modsat fald vil en farve skille hurtigt ved lagring.
Binderforbruget varierer betydeligt fra pigment til pigment og afhænger for det meste af pigmentets form (lufthuller mellem de enkelte pigmentkorn) og vægtfylde (Tunge pigmenter har generelt et mindre binderforbrug).
Behandling af pigmenter:
At tage tørpigment og fremstille sin egen farve kan være en meget berigende oplevelse. Man skal dog tage i agt at man har at gøre med råstoffer der kan være skadelige eller farlige, hvis de ikke behandles med omtanke. For det første skal man ikke tage det for givet at et produkt er sikkert fordi der ikke er angivet nogen form for faremærkning. Alle former for støv kan være skadelige at indånde. At blive udsat gennem længere tid vil kunne give fra mindre irritationer til mulige varige skader.
En stadigt stigende mængde information som omhandler pigmenters skadelige virkninger er tilgængelige for brugeren. Det sikreste er dog at behandle alle pigmenter som muligt skadelige. At forsøge at katgorisere dem er for risikabelt. Dette ville indebære at: Man er helt sikker på sin viden, at ens informationskilde er sikker og up to date. I nogle tilfælde er det skadelige indhold ved et pigment slet ikke kendt og dukker måske først op efter flere årtier.
Lad nu ikke ovenstående afholde dig fra at bruge pigmenter. I de fleste tilfælde er problemet løst med omtanke og sund fornuft.
Her er nogle forholdsregler:
Indhalér aldrig støvet. Bær altid en støvmaske som er egnet til formålet, når du omgås tørpigmenter.
Lad være med at arbejde i træk. (Eks: ikke i nærheden af en ventilator.)
Lad være med at spise, drikke eller ryge under arbejdet.
Anskaf eventuelt en kittel, som kun bruges ved håndtering af pigmenter. Hold arbejdsområdet rent. Hvis muligt, så lav en pasta af pigmentet (fugtet pigment). Opbevar pigmentet i forsvarligt lukkede beholdere, som er lette at åbne igen. Når du køber pigmenter i poser, skal posen skæres op (ikke bindes op) og fyldes over i dåser.
Beskyt hænder og hud. Bær altid handsker, især hvis der er sår eller eksem. Brug eventuelt en beskyttende håndcreme i stedet for. Denne bør påføres ca. 30 min. før arbejdet påbegyndes. Lad ikke hænderne 'kage til', men vask dem hyppigt og smør igen med cremen. Rør ikke ved ansigt og øjne mens du arbejder.
(Uddrag fra AP Fitzpatrick katalog 2000)
Bindemidler.
Bindemidler binder pigmentkornene sammen og fast til undergrunden. De er bestemmende for malingens type, fortyndingsmidlet der kan anvendes og på hvilken måde farverne tørrer. De fleste bindemidler er oprindelig i fast form. Disse skal inden brug opløses i et egnet opløsningsmiddel. Undtagelserne er tørrende olier og kunstharpiksdispersioner. Olien er i sig selv tyndtflydende og behøver derfor ikke blive opløst yderligere. Kunstharpiksdispersioner består af små, i vand dispergerede harpikskugler og leveres oftest i denne form. Bindemidler fordeles i:
- Fysisk tørrende eller genopløselige bindemidler.
- Kemisk tørrende eller ikke genopløselige bindemidler.
1) Fysisk tørrende bindemidler.
Disse tørrer udelukkende ved fordampning af opløsningsmidlet. Efter tørring er bindemidlet genopløseligt i det samme opløsningsmiddel. Maling, der fremstilles af fysisk tørrende bindemidler, er akvarelmaling og gouache, men også akrylmaling. Bindemidlet i akrylmaling er ikke opløst, men dispergeret i vand. Det harpiks, som er uopløselig i vand, er dog meget vel opløseligt i bestemte organiske opløsningsmidler, også efter tørring.
2) Kemisk tørrende bindemidler
Disse tørrer ved kemiske reaktioner. Efter tørring er sammensætningen af bindemidlet komplet forandret. Bindemidlet kan ikke bringes tilbage i dets oprindelig tilstand. Olie- og alkydmaling er farver der fremstilles af ikke genopløselige bindemidler.
Grundering:
Grundering af lærred og bomuld er absolut nødvendigt, hvis der skal males med oliefarve: Hvis dette ikke sker, kan det 'syrlige' olie/pigment frit trænge ind i fibrene og ødelægge disse. (En kemisk reaktion, der mørner og bruner fibrene, finder sted.) Herudover sørger grunderingen for en bedre vedhæftning af farverne. Det er vigtigt at benytte lysægte pigmenter, specielt hvis dele af lærredet ikke bemales, eller ved lasur. En hvid grund øger farvernes reflektion. Mange malere forlimer først med hudlim. En anden løsning er kaseinakrylbinder. Dette produkt er langt mere ufølsomt over for påvirkninger fra luften.
Klosterport 4
DK - 8000 Århus C
CVR: DK13189900
Fredag: Fra 10.00 til 18.00
Lørdag: Fra 10.00 til 14.00
Søndag: Lukket




